– Derfor har vi valgt Fjerritslev College
Fjerritslev College er fyldt med skønne unge mennesker fra rundt omkring i hele landet, som har valgt at tage deres ungdomsuddannelse i Fjerritslev.
Her kan du møde Freja og Asbjørn – og høre hvorfor de har valgt at flytte på Fjerritslev College, og hvad de sætter pris på ved college-tilværelsen.
Freja Havsgaard Kroyer
College-elev fra Agger
– Jeg hørte om FG og Fjerritslev College gennem min efterskole, hvorfra flere jeg kender også går her. Det er rigtig hyggeligt at bo på College. Vi har et godt fællesskab, og faciliteterne i boligerne er supergode.
Jeg drømmer om at uddanne mig til politibetjent efter gymnasiet. Derfor har jeg valgt HF, hvor jeg med uniform-linjen bl.a. kan få idræt-B. HF-uddannelsen passer mig generelt rigtig godt. Vi har nogle spændende fag, og vores lærere gør undervisningen både sjov og udfordrende.
Der er nærmest en slags efterskolestemning her på gymnasiet. Alle kan snakke med alle, og der er gode aktiviteter efter skoletid, hvor man møder folk fra de andre klasser. Jeg er selv med til FG FIT og til musicalforberedelserne, hvor jeg både er med i koret og på danseholdet.
Asbjørn Kaa Madsen
College-elev fra Nørre Nissum
– Jeg er flyttet på College for at prøve noget helt nyt sammen med nye mennesker. Derudover har jeg valgt stedet på grund af muligheden for at dyrke Esport.
Jeg nyder college-tilværelsen rigtig meget! Det er en god måde at flytte hjemmefra på, hvor jeg kan have min egen lejlighed og samtidig have masser af folk omkring mig. Jeg har hurtigt fundet gode venner, jeg hygger mig med, og jeg deltager som regel, når der arrangeres aktiviteter – fx volleyball i hallen eller fællesspisning i fælleshuset.
På gymnasiet går jeg på STX, da jeg godt kan li’ de mange forskellige typer af fag, der er på uddannelsen. Matematik er favoritfaget, så jeg har valgt en studieretning, hvor jeg kan få faget på a-niveau.