Torsdag 18. juni var der rejsegilde på Fjerritslev College, der for tiden er under opførelse på Skovbrynet som nabo til Fjerritslev Gymnasium
Nærmere bestemt var det kollegiekompleksets 400 kvadratmeter store fælleshus, rejsegildet drejede sig om. Det er dette hus, der skal fungere som det centrale samlingssted for de 40 gymnasieelever fra rundt om i landet, som fra det nye skoleårs start i august flytter ind i kollegiets ungdomsboliger.
Det var bygherre, Boligselskabet Domea Aabybro, som havde indbudt til rejsegildet. Grundet restriktionerne på størrelsen af forsamlinger var arrangementet kun åbent for et mindre antal inviterede gæster. På trods af dette blev traditionerne for et rigtigt rejsegilde naturligvis holdt i hævd med taler, hotdogs og mulighed for besigtigelse af det visuelt interessante fælleshus-byggeri, der med sine mange buede former kommer til at fremstå som en unik bygning i byen.
Netop baggrunden for udformningen af bygningen var et af temaerne, da formand for Domea Aabybro, Jesper Hasemann, holdt sin rejsegildetale.
– I sagde fra starten, at I helst ikke ville puttes i en firkantet kasse, og det må siges, at arkitekten har taget jer på ordet, sagde Jesper Hasemann henvendt til de fremmødte gymnasieelever, hvoraf nogle af dem var med til de indledende inspirationsmøder om byggeriet for omkring halvandet år siden.
Også Jammerbugt Kommunes borgmester, Mogens Christen Gade, var til stede ved rejsegildet. Han brugte anledningen til at takke de involverede parter i byggeriet for at være med til at give Fjerritslev Gymnasium rammerne til at kunne tiltrække elever fra hele landet – og dermed styrke uddannelsesstedets profil som »Efterskolernes Gymnasium«.
Håndværkerne vil de kommende uger lægge sidste hånd på kollegiets boliger, så de kan stå klar til skolestarten, hvorefter fælleshuset snarest derefter også forventes klar til brug.