Gennem de seneste måneder har et udvalg bestående af elever fra Fjerritslev Gymnasium påtaget sig opgaven at få gymnasiets kælder omdannet til et inspirerende opholdsrum.
Eleverne har blandt andet stået for indkøb af retromøbler hos en genbrugsbutik, og der er blevet anskaffet brætspil og andet, man kan hygge sig med i pauserne og efter skoletid.
Det seneste tiltag i kælderprojektet foregik i weekenden omkring 3. søndag i advent, hvor street art-kunstneren Frida Stiil Vium fra Aalborg havde fået til opgave at forvandle en grå betonmur til et farverigt kunstværk.
Målet med vægmaleriet er, at det skal afspejle livet på Fjerritslev Gymnasium, så eleverne var selv en stor del af den indledende idéproces, inden Frida Stiil Vium gik i gang med spraymalingen.
Kunstværket forestiller en dreng, som spiller på en trompet, hvorfra der udgår forskellige elementer, der skal symbolisere både den boglige og den kreative side af tilværelsen som gymnasieelev i Fjerritslev.
Et forestående projekt i gymnasiekælderen bliver at etablere en lille scene, så rummet også kan bruges til små koncerter og lignende arrangementer.
Hør kunstnerens egne ord om projektet på Fjerritslev Gymnasium i denne video