Ung FG-lærer høster erfaring i Spanien

Hjem > Nyheder > Ung FG-lærer høster erfaring i Spanien

Efter et halvt års ophold i Spanien er Sarah Bøgh Adsersen netop vendt hjem til det nordjyske og et job som spansk- og musiklærer på Fjerritslev Gymnasium

Da 27-årige Sarah Bøgh Adsersen, som er opvokset i Løgstør, sidste sommer ikke havde noget job på bedding, søgte hun en stilling som handicaphjælper for en dansk kvinde bosiddende i Malaga på den spanske solkyst. Det var blandt andet drømmen om at udvikle de spanske sprogfærdigheder, som virkede tillokkende.

Jobbet kom i hus, og i slutningen af juni rykkede Sarah Bøgh Adsersen fra lejligheden i Aalborg til et værelse i byen Arroyo de la Miel vest for Malaga.

– Jeg flyttede ind hos to unge kvinder, som ikke talte særlig godt engelsk, så fra første dag fik jeg virkelig brug for det spanske sprog. I det hele taget har det været rigtig lærerigt at få lov til at bruge sproget »i virkeligheden«, fortæller Sarah Bøgh Adsersen, som i 2016 afsluttede sine musik- og spanskstudier ved Aalborg Universitet.

Opholdet i Spanien har også været en stor kulturel oplevelse for Sarah Bøgh Adsersen. Hun har både haft tid til at være turist med ture til blandt andet Gibraltar, men de almindelige hverdagsoplevelser, har også gjort et indtryk.

– Spanierne er et imødekommende folkefærd, som tager tingene meget stille og roligt, og man skal ikke opholde sig i landet længe, inden man oplever, at siestaen er en vigtig del af dagsrytmen, siger Sarah Bøgh Adsersen og fortsætter.

– Til gengæld er aftenerne meget livlige, hvor både børn og voksne samles på restauranter og caféer for at spise sammen og hygge sig med familie og venner. Det er nok noget af det, jeg kommer til at savne mest ved den spanske livsstil.

Efter hjemkomst til Danmark kort før jul og nogle feriedage er Sarah Bøgh Adsersen fra januar startet som lærer på Fjerritslev Gymnasium.

– Jeg blev selv student på gymnasiet i Fjerritslev i 2009, så det er et dejlig gensyn – og ganske sjovt at opleve skolen fra den anden side af katederet. Det er også meget hyggeligt, at mange af lærerne fra min egen gymnasietid nu er blevet kolleger.

Der bliver rig lejlighed for Sarah Bøgh Adsersen til at bruge erfaringerne fra månederne i Spanien i praksis den kommende tid. Spansk er nemlig blevet et populært valg af fremmedsprog blandt Fjerritslev Gymnasiums elever, og skolen har også oprettet en studieretning, hvor spansk er et af de bærende fag.

Foruden at undervise to spanskhold bestående af 1.g’ere får Sarah Bøgh Adsersen også ansvaret for et musikhold i dette forår.

Scroll to Top