Det blev en usædvanlig første arbejdsdag for Mikkjal Helmsdal, da han onsdag 1. april startede i sit nye job som rektor på Fjerritslev Gymnasium. På grund af corona-lukningen af gymnasiet var det nemlig i stort set mennesketomme bygninger på Skovbrynet, han kunne tage fat på de første arbejdsopgaver
Under normale omstændigheder ville der på denne særlige dag have været arrangeret en festlig fællessamling på gymnasiet, hvor alle elever kunne have hilst på deres nye rektor. Men da store forsamlinger i denne stil ikke lader sig gøre for tiden, måtte Mikkjal Helmsdal holde sin første tale via en live-sending på YouTube.
– Det har været vigtigt for mig at hilse på jer i dag, så selvom jeg ikke kan se jer, kan jeg alligevel tale til jer, indledte Mikkjal Helmsdal sin virtuelle fællessamling, som også bød på fællessang og praktiske oplysninger til eleverne om den kommende tids usikkerhed vedrørende afvikling af sommerens eksamener.
Den aktuelle situation, hvor skoler landet over må holde lukket, giver stof til eftertanke om, hvordan man i en normal hverdag bør sætte særlig pris på de fysiske fællesskaber, lød det videre fra Mikkjal Helmsdal:
– Hverdagen på skolen, som har været en selvfølge i årevis, er pludselig væk. Det giver anledning til at tænke og reflektere over tilværelsen. Hvordan lever vi livet, og hvordan bruger vi de øjeblikke, vi har med de personer, vi har relationer til?
Fjerritslev Gymnasiums nye rektor er 55 år og er født og opvokset på Færøerne. I 2007 tiltrådte han i sin første stilling som gymnasierektor. Det var på Tórshavns Gymnasium, hvor han var i seks år, hvorefter han i 2013 rykkede til Danmark og Vestjysk Gymnasium Tarm, som han har stået i spidsen for indtil udgangen af marts.
Mikkjal Helmsdal fortæller, at han tidligere har prøvet at starte i et nyt job i en ferie og at være stort set ene mand på arbejde. Men den nuværende situation med fraværet af elever og personale og usikre udsigter til, hvornår skolen kan vende tilbage til sin normale virksomhed, har en anden og mere usædvanlig karakter, så han ser frem til, at hverdagen igen kan indfinde sig på skolen.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at vi kan åbne skolen igen, så jeg kan møde jer og lære jer personligt at kende, var de afsluttende ord i live-transmissionen fra Mikkjal Helmsdal, hvorefter eleverne bag hver deres computerskærm rundt om i hjemmene kunne fortsætte med onsdagens næste virtuelle undervisningslektion.