Ny, moderne kunst bliver installeret i Glassalen på Fjerritslev Gymnasium. Statens Kunstfond har støttet produktionen af de nye værker, så endnu flere unge kan få glæde af kunst i hverdagen
Fjerritslev Gymnasiums fysiske rammer har de seneste år gennemgået en stor forvandling, så der er blevet mere plads – også til kunsten. I den forbindelse har Statens Kunstfond indgået et samarbejde med den nordjyske billedkunstner Mogens Otto Nielsen (billedet), som har skabt installationen WALK OVER specifikt til gymnasiets fællesareal, Glassalen, med udgangspunkt i tidligere værker.
Installationen WALK OVER består blandt andet af fire store bannere, der er udspændt som sejl mellem søjlerne i Glassalen.
To af bannerne skiller sig væsentlig ud. På det ene ses kunstneren gående på line forsigtigt højt oppe gennem det store rum. På det andet banner står ordene »earthearteartheart«, hvor teksten er formet som et stort hjerte.
Begge bannere favner hele installationens idé og minder beskueren om at huske kærligheden til vores skrøbelige jord – og kunst – og den balancegang, der bør være mellem mennesket og miljøet.
Fotografering af isskulpturer er gennemgående for værket til Fjerritslev Gymnasium, hvor det helt særlige har været at folde kunsten ud i stor skala. Bannerne er 15 meter brede og halvanden meter høje.
Mogens Otto Nielsen, der til dagligt driver udstillingsstedet Athmosphere Controlled i Hjallerup og i 2016 vandt Den NORDJYSKE Kulturpris, har gennem flere årtier markeret sig på den danske kunstscene med grafik og såkaldt Mailart, som er breve med koncepter sendt rundt i hele verden.
Selvom kunstneren kommer fra en anden generation end gymnasieelevernes, så har hans kunstneriske univers vist sig at gå godt i spænd med de unges livssyn, hvilket har givet grobund for et inspirerende samarbejde. Det er da heller ikke første gang, at Mogens Otto Nielsen har skabt værker til et dansk gymnasium. Eksempelvis har kunstneren tidligere lavet en performance på Brønderslev Gymnasium, der gav positive tilbagemeldinger.
Eleverne får en kunstoplevelse
Formand for Legatudvalget for Billedkunst Søren Taaning, Statens Kunstfond, glæder sig over samarbejdet mellem kunstfonden, kunstneren og gymnasiet.
– I Statens Kunstfond vil vi gerne sætte gang i projekter, hvor dygtige kunstnere indgår aktivt i lokalsamfundet og skaber kunst i direkte dialog med modtagerne. Jeg synes, at samarbejdet mellem billedkunstner Mogens Otto Nielsen og Fjerritslev Gymnasium er et rigtig godt eksempel på et nyskabende projekt, der ikke bare vil give gymnasieelever, undervisere og andre, der færdes på gymnasiet, en fin kunstoplevelse, men forhåbentlig også give andre lyst og inspiration til at invitere kunsten og vores dygtige kunstnere ind i deres hverdag.
På gymnasiet er der også stor tilfredshed med det nye kunstprojekt fortæller billedkunst- og dansklærer Carsten Landbo-Sørensen.
– Vores motivation for at få kunsten hertil har været at give eleverne nye og anderledes kunstoplevelser, de normalt ikke møder i hverdagen. Det har været en spændende og konstruktiv proces, og jeg synes, det er et flot resultat, det er mundet ud i.
Fjerritslev Gymnasium inviterer til fernisering torsdag 4. maj kl. 11.45, hvor alle interesserede har mulighed for at møde kunstneren og se det spændende værk.
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har indkøbt kunst til gymnasiet for 200.000 kr. via puljen »Kunst i det offentlige rum«. På vores.kunst.dk kan man læse mere om de værker, som Statens Kunstfond indkøber og udlåner til institutioner i hele Danmark.