123 studenter dimitteret

Torsdag 22. juni blev årets 123 studenter på Fjerritslev Gymnasium dimitteret

Glassalen på Fjerritslev Gymnasium var fyldt med flotte røde, lyseblå og kongeblå huer, da årets afgangselever torsdag eftermiddag havde allersidste skoledag.

Gymnasiets bestyrelsesformand, borgmester Mogens Gade, var øverst på talerækken og takkede studenterne for, at de valgte Fjerritslev Gymnasium som ramme for deres ungdomsuddannelse.

Vicerektor Anders Krogh berettede om skoleårets gang på gymnasiet, hvorefter Lasse Skjærbæk Holm – HHX-student og tidligere elevrådsformand – holdt tale til sine medstuderende.

Inden rektor Bjarne Edelskov Nielsen kunne overrække eksamensbeviserne, holdt han sin tale til studenterne og deres forældre, som i stort tal var mødt op for at fejre de unge menneskers store dag.

Rektor var også på scenen flere gange i rollen som musiker – blandt andet da hele lærerkollegiet sang afskedssang for studenterne.

Traditionen tro sluttede eftermiddagens program med plantning af årgangstræet for studenterårgang 2017. Denne opgave var lagt i hænderne på Julie Esbensen og Duy Phuong Bo, som henholdsvis var årets første og sidste til at få huen på.

Festlighederne fortsatte resten af aftenen med tre-retters middag og underholdning for studenterne, deres lærere samt øvrige ansatte på gymnasiet.

Se mange flere billeder fra dimissionen på vores Facebookside



23. juni 2017 kl. 23:05 af Mattias Bodilsen