Gennem de seneste måneder har 13 HHX-elever fra 2. og 3.g gennemført MasterClass i temaet familie- & arveret
MasterClass er et tilbud til de elever, der i faget jura udmærker sig ved at deltage yderst aktivt og være dygtige til faget. 13 elever havde takket ja til tilbuddet om at fordybe sig i emnet familie- & arveret, der ikke er en del af fagets pensum.
Eleverne har over fem eftermiddage fra kl. 15 til 17 lært om, hvorledes forsørgelsespligten er, hvad forskellen er på fælleseje og personligt eje, om det er bedst at være gift eller ej samt regler for at arve.
– Det har været en fornøjelse at opleve, at eleverne i den grad har fordybet sig i emnet, også selvom skoledagen for de fleste blev fra kl. 8.05 til 17 på dagene med MasterClass. fortæller lektor Wivi Mørch, der har undervist eleverne gennem forløbet.
Tirsdag 14. maj var eleverne og deres forældre inviteret til en sammenkomst med diplomoverrækkelse. Der var rigtig god stemning og masser af klapsalver til de unge mennesker, som nu både er blevet klogere på familie- & arveretten – og måske også er blevet inspireret til at læse jura efter gymnasietiden.
Dette års MasterClass-hold bestod af Anders Lindstrøm Sørensen, Frederik Munkholm Frederiksen, Mikkel Holst, Kasper Hjeltness Grønning, Line Thomsen, Emma Søndergaard, Tobias Oest Madsen, Maria B. Fisker, Isabella Frederiksen, Martine B. Jensen, Kathrine B. Pedersen, Mathias Jørgensen og Sofie V. Steffensen.