Gennem hele uge 10 har en gruppe tyske unge mennesker fra Gymnasium an der Schweizer Allee i Dortmund været på besøg på gymnasiet.
Det skete som led i ErasmusPlus-projektet ’Viking Tracks’, hvor vi i samarbejde med skoler fra Frankrig, Irland, Tyskland og Norge udforsker vikingernes spor i landskaberne og i vores kulturer.
Sammen med en flok af vores 1. og 2.g’ere arbejdede de tyske elever med tre emner i løbet af ugen: Nordisk mytologi, vikingemad og vikinger i Hollywood. Det kom der flere gode produkter ud af i form af informative plancher, filmprojekter samt madretter, som de måske har set ud for 1000 år siden.
Eleverne var også på flere relevante udflugter i løbet af ugen. Mandag gik turen til vikingegravpladsen ved Lindholm Høje og til de gamle gader i Aalborg, hvor de unge mennesker var på en historisk byvandring med fokus på byens oprindelse i 700-800-tallet.
Onsdag var gruppen i Jelling, hvor en guidet tur ved Jellingstenene og omkring monumentområdet var på programmet.
–
Fredag var eleverne på Aggersborg med fortællinger om vikingeborgen og runeinskriptionerne i kirken. Tågen havde lagt sig tykt over området denne dag, så den normalt så flotte udsigt over Limfjorden og mod Himmerland må Dortmund-elever have til gode.
Ugen gav også anledning til masser af kulturudveksling. Vores og de tyske elever fik lært hinanden godt at kende som dagene skred frem og arrangerede fællesspisning, badminton i hallen, brætspilshygge i fælleshuset på College og køreture til nogle af de lokale seværdigheder som Svinkløv og Thorup Strand.
Alva – en af de tyske elever – havde fødselsdag under dagene i Fjerritslev, så der blev også lejlighed til at fejre fødselsdag på dansk med flag, fødselsdagssange og kage.
–
Tyskerne fik desuden oplevet, hvordan det er at gå på gymnasiet i Danmark. De deltog blandt andet i tyskundervisning og i en idrætstime – og kunne til deres store overraskelse erfare, at vi her i landet er dus med lærerne og kalder dem ved fornavn. Én af flere tydelige forskelle på skoleverdenen i de to lande.
Til efteråret skal vores elever besøge skolen i Dortmund og fortsætte arbejdet med vikingetemaet.