2b har i historieundervisningen på det seneste arbejdet med temaet nationalisme – senest med fokus på genforeningen i 1920 og på nationalitetsfølelserne i grænselandet både historisk og i dag.
I denne forbindelse havde klassen lige før vi gik på vinterferie et rigtig spændende besøg fra Grænseforeningens elevambassadører, som består af unge mennesker, der er vokset op i det danske eller tyske mindretal, og som til dagligt går på danske gymnasier i Sydslesvig eller det tyske gymnasium i Sønderjylland.
Rundt om ved bordene i fællesområdet fortalte gæsterne fra grænseområdet deres personlige historier om, hvordan det har været at vokse op i et mindretal – og snakkede med vores elever om emner som identitet, sprog, traditioner, fordomme og kulturmøder.
Som en del af historieforløbet har 2b også for nyligt været på mini-ekskursion til Fjerritslev Kirke, hvor eleverne besøgte mindestenen, der er rejst for at markere Sønderjyllands genforening med Danmark.