Onsdag 9 og torsdag 10. februar havde Fjerritslev Gymnasium inviteret indenfor til den årlige musical.
En Fabelagtig Historie var titlen på forestillingen, som er skrevet af en gruppe af nuværende og tidligere elever på gymnasiet.
Handlingen udspillede sig i 1980’erne på en avisredaktion i den lille by Vester Fabel, hvor journalisterne måtte tænke yderst kreativt – og til tider pynte lidt på sandheden – for at skrive historier, der kunne sætte liv i den ellers stille by.
Den musikalske del af forestillingen bestod af danske og internationale hits fra 1980’erne fremført af elevbandet, en række solister og musicalkoret. Ud over de folk, man kunne se på scenen, havde en stor flok elever været engageret i arbejdet med kulisser, kostumer, makeup, lys, lyd og andre praktiske opgaver.
I lighed med mange andre arrangementer i denne tid måtte gymnasiets musical også kæmpe med covid-19-relaterede udfordringer. Blandet andet var rektor Mikkjal Helmsdal pludselig at finde på rollelisten, da en af skuespillerne måtte melde fra få dage før premieren.
Men musical blev der – som vanligt opført i gymnasiets glassal med flere hundrede tilskuere til stede begge aftener.