I disse dage er 1a og 2a taget på studierejse til spændende destinationer i Nordatlanten.
1a besøger Midnam á Kambsdali, som er gymnasiet på Østerø på Færøerne. Her skal eleverne udforske naturvidenskabelige emner sammen med en gruppe færøske elever.
2a er taget yderligere mod nord til Grønland, hvor gymnasiet i byen Qaqortoq i den sydlige del af landet skal være base for eleverne den kommende uges tid.
Det er målet, at rejserne skal være med til at give vores elever et større kendskab til emner som klima, natur, historie, kultur, sprog og samfundsforhold i disse dele af Rigsfællesskabet.
1a får i særlig grad mulighed for at stifte bekendtskab med den lokale livsstil, idet vores elever er indlogeret privat hos de færøske gymnasieelever og deres familier.