Dagligdagen på Fjerritslev Gymnasium
Kom godt til og fra gymnasiet
Hver morgen ca. kl. 08.00 ankommer busser til stoppestedet lige uden for gymnasiet. Der er gode afgange fra mange byer både i Vesthimmerland, Saltum/Pandrup/Aabybro-området, Brovst/Skovsgård/Tranum-området, Hannæs samt fra byerne omkring Fjerritslev.
Busserne afgår fra gymnasiet igen, når skoledagen er forbi efter kl. 15.05. En del ruter kører også fra gymnasiet ved middagstid og omkring kl. 13.30.
Find køreplanen for din rute på www.nordjyllandstrafikselskab.dk (åbner i ny fane)
Din skoledag
Skoledagen på Fjerritslev Gymnasium er inddelt i fire undervisningsmoduler, som hvert har en varighed på 90 minutter.
Både STX-, HF- og HHX-klasserne følger samme modul-plan, som ser således ud:
1. modul kl. 08.05 - 09.35
2. modul kl. 09.55 - 11.25
3. modul kl. 11.55 - 13.25
4. modul kl. 13.35 - 15.05
Nogle dage har du undervisning i alle fire moduler – men der vil også være dage, hvor du kun har to eller tre moduler på skemaet.
Mange af de obligatoriske fag – som fx dansk, engelsk og historie – har du sammen med din klasse, mens du i flere valgfag vil opleve, at holdene er blandet på tværs af klasser. På den måde får du et tæt forhold til dine klassekammerater, mens du samtidig lærer flere af skolens øvrige elever at kende.
Er du interesseret i at se, hvilke fag og studieretninger du kan få på gymnasiet, kan du læse om det på de enkelte studieretningsbeskrivelser her på hjemmesiden.
Pauser og kantine
Mellem hvert modul er der pause. I pauserne kan du hygge dig i skolens store fællesområde eller udenfor på terrassen. Der er desuden mulighed for at tage et spil bordtennis eller bordfodbold. Du kan også gå en tur ned i kælderen, som er indrettet til et hyggeligt opholdsrum med sofaer og lænestole.
I både formiddags- og middagspausen er gymnasiets kantine åben. Her kan du købe dagens varme ret, en sandwich, salatbar og mange andre lækre sager.
Aktiviteter efter skoletid
Flere dage om ugen foregår der aktiviteter på gymnasiet efter skoletid. Blandt aktiviteterne kan nævnes fitness, mountainbike, outdoor-ture, musical-forberedelser og Esport.
Du kan også deltage i lektiecafé et par gange om ugen, hvor en lærer sidder klar til at give faglig hjælp.
Aktiviteterne er åbne for alle elever – og er ganske frivillige.
Studierejser og ekskursioner
I løbet af dine to eller tre år på FG bliver der rig lejlighed til at opleve verden uden for gymnasiet.
Du vil komme på mindst én udenlandsrejse samt flere ekskursioner rundt om i landet – for eksempel til spændende virksomheder, universiteter eller kulturinstitutioner.
Derudover kan du med den internationale studieretning komme på studierejse alle tre år!
Fester og underholdning
Fire gange om året er der Bacchusfest på gymnasiet, hvor alle elever er inviteret. Derudover arrangerer elevrådet hvert år i august 1.g-fest for alle nye elever. I starten af skoleåret er der desuden grill-fest som afslutningen på Svinkløvdagen, hvor alle elever er på aktivitetsløb ved stranden.
Om foråret afholdes den store gallafest, hvor afgangseleverne danser Les Lanciers. Herefter byder aftenen på en lækker festmiddag, hygge og livemusik i Glassalen for alle elever.
Et andet populært indslag er, når caféudvalget med jævne mellemrum skyder weekenden i gang med en fredagscafé på gymnasiet.
Ud over festerne er der masser af andre underholdende begivenheder året rundt på FG – som for eksempel sjove fællessamlinger, koncerter, standup, musical, LAN-party, brætspilsaften, awardshow og fodboldturnering.