3.g’ere præsenterer innovationsprojekter for Nordjyllands Trafikselskab

Hjem > Nyheder > 3.g’ere præsenterer innovationsprojekter for Nordjyllands Trafikselskab
3.g'ere fremlægger innovationsprojekter for Nordjyllands Trafikselskab

I går var 3a, 3b og 3c på besøg hos Nordjyllands Trafikselskab i Aalborg som afslutning på det innovationsforløb, eleverne påbegyndte før efterårsferien.

I forløbet har 3.g’erne haft til opgave at komme med innovative løsninger på en konkret udfordring, som er blevet stillet af NT. Udfordringen lyder: Hvordan får vi flere med bus og flextrafik, og hvordan understøttes grøn mobilitet som samkørsel, cykel, mv.?

Eleverne har brugt de seneste skoledage på at komme på idéer og udvikle de bedste af slagsen til konkrete forslag, der kan løse den stillede udfordring.

Tirsdag var det så tid til at præsentere innovationsprojekterne for et panel fra NT bestående af direktør Thomas Eybye Øster, underdirektør Ole Schleemann og Mette Henriksen, som er chef for salg og kunder.

Eleverne har i forløbet været inddelt i 13 grupper, så NT-panelet fik mulighed for at høre mange forskellige bud på, hvordan man får flere – særligt unge mennesker – til at vælge kollektiv transport.

Der blev blandt andet præsenteret et bud på en ny fysisk indretning af busserne, et app-baseret loyalitetsprogram, løsninger til fleksibel ruteplanlægning samt flere nye vinkler på markedsføring målrettet unge.

Som afslutning på gårsdagens program udvalgte Thomas Eybye Øster, Ole Schleemann og Mette Henriksen de tre bedste innovationsprojekter – og eleverne fra de tre grupper blev inviteret til at deltage i et innovationsseminar hos NT efter nytår, hvor projekterne vil være på programmet.

Vi siger mange tak til NT for en god dag – og for at være partner på dette skoleårs 3.g-innovationsforløb!

Scroll to Top