I denne uge har 2a og biologiholdet fra 3a været på tur til Aabybro for at besøge virksomheden Eurofins, som arbejder med miljøanalyser af blandt andet jord, vand og bygningsmaterialer.
Besøget af en del af projektet Youths Go Green, som Aalborg Kommunes Center for Grøn Omstilling, Aalborg Universitet med flere står bag. Projektet har til formål at skabe praksisnære forløb i naturfagsundervisningen, hvor bæredygtighed er omdrejningspunktet.
Hos Eurofins fik eleverne at se, hvordan virksomheden undersøger jord og vand for forskellige miljøskadelige stoffer. Eleverne blev desuden præsenteret for rapporten af en jordprøve, som er blevet taget på gymnasiets grund.
På baggrund af besøget skal klasserne de kommende uger arbejde med et selvvalgt tema omkring PFAS – den store gruppe af svært nedbrydelige fluorholdige stoffer, der findes i forskellige hverdagsprodukter.
Elevernes arbejde kan for eksempel omhandle den sundhedsfare, det kan medføre, hvis stofferne optages i kroppen – eller hvordan man helt kan undgå at bruge PFAS i produkter som fødevareemballage, regntøj, makeup og stegepander.
Eleverne skal i uge 6 vise deres projekter frem for repræsentanter fra Eurofins og Youths Go Green’s øvrige partnere.