Afslutningen på skoleåret byder traditionen tro på kåringen af Årets Ildsjæl på Fjerritslev Gymnasium.
Prisen uddeles til én eller flere elever, der har ydet en særlig indsats for skolens aktiviteter, fællesskab og faglighed – og dermed bidraget til de værdier, FG står for.
Årets yderst fortjente prismodtagere er Victoria Alise Kornum (tv) og Nanna Marie Christensen fra 3c og 3b, som gennem deres gymnasietid i den grad har engageret sig i skolens liv.
Sammen eller hver for sig har de været aktive i alt fra elevrådet, gymnasiets bestyrelse og vores grønne råd – til musicalen, gallafesten, fredagscafé og den årlige FG Spil-aften. Herudover har de været en del af skolens Røde Kors-ambassadørkorps, som hvert år er med til at inspirere andre elever til at deltage i landsindsamlingen.
Som en velfortjent anerkendelse får ildsjælene nu deres autografer til at pryde indgangen til gymnasiet – side om side med alle de tidligere prismodtagere.

