I uge 14 var Magnus, Victoria, Julia, Karen og Nanna fra 2.g på rejse til Polen sammen med lærerne Rebecca og Christina.
Her arbejdede de ugen igennem med etape 4 af det internationale projekt 'Less Is More', hvor vi samarbejder med elever fra gymnasier i Rumænien, Grækenland, Polen og Portugal om at sætte fokus på bæredygtige forbrugsvaner.
Under besøget i Polen var tøjindustrien det overordnede tema – hvor der blandt andet blev fokuseret på bæredygtige alternativer til fast fashion.
Herunder kan du læse elevernes dagbog om deres oplevelser.
Søndag 30. marts
Af Karen Lund
I dag rejste vi mod Gdańsk i Polen, som er destinationen for Less Is More-projektet denne gang. Dagen startede tidligt ved Aalborg Station, hvor vi alle mødtes kl. 6.45 og efterfølgende skulle med toget mod Københavns Lufthavn. Efter togturen ventede en flyvetur på ca. en time. I lufthavnen i Gdańsk stod værterne klar til at modtage os med navneskilte og flag, og vi blev efterfølgende kørt til værtsfamiliernes hus.
Min vært hedder Gosia, og hendes familie var meget imødekommende og viste mig rundt i huset samt det værelse, jeg skal bo på i den kommende uge. Gosia har to ældre brødre og en lillebror, som også bor i huset. Derudover bor hendes bedsteforældre på husets øverste etage.
Om eftermiddagen gik vi en lang tur, hvor vi blev præsenteret for området og bl.a. så skolen, de går på.
Vi er alle meget spændte på den kommende uge og glæder os til at møde de andre europæiske elever, som deltager i projektet.
Mandag 31. marts
Af Nanna Christensen
Vi startede ugen i Polen ud med en dag på skolen.
Fra morgenen af havde vi præsentationer af Polen og holdene (Danmark, Polen, Grækenland, Portugal, Rumænien og Spanien), hvorefter vi var på rundvisning på skolen. Her var der flot pyntet op til ære for os med vores navne malet på fortovet udenfor.
Vi spiste frokost på skolen, hvor vi fik pasta med kødsovs. I pausen var der også tid til det første besøg i en Zabka, som er en polsk dagligvarekæde.
Efter frokost havde vi workshop med en ekspert i CSR fra universitetet i Gdańsk, hvor vi lærte om ansvar og genbrug af tøj. Herefter havde vi fremlæggelser om dokumentaren 'Buy Now! The Shopping Conspiracy', som vi havde set og besvaret et spørgeskema om hjemmefra.
Efter skole blev tiden brugt sammen med værtsfamilierne, hvor Julia, Karen, Victoria og jeg var ude at bowle (jeg vandt), mens Magnus shoppede i byen.
Tirsdag 1. april
Af Victoria Kornum
Vi startede dagen ud med at mødes på skolen klokken 8, hvor vi skulle med en bus mod Gdańsk. Vi ankom i Gdańsk klokken 9.30, hvor der var blevet forberedt et city-game, så vi kunne opleve nogle af Gdańsks seværdigheder. Vi så Forum Mall, Neptun og Sankt Marias Kirke. Inde i kirken er der et kæmpe ur, der laver en lille performance, når klokken slår 12. Der var mulighed for at komme op i et af kirketårnene, men for at komme helt til toppen skal man gå 405 trin.
Derefter havde vi frokostpause, hvor vi selv skulle finde noget mad. De andre piger og jeg fulgte med vores værter, som kendte et godt kebab-sted.
Klokken 14 skulle vi i World War II Museum – og det var virkelig et imponerende sted! Alt var gennemført og organiseret. De havde virkelig gjort noget ud af det, og det gjorde indtryk på en helt anderledes måde. De havde lavet gader, som skulle forestille, hvordan de så ud under krigen – samt boliger fra før og efter krigens begyndelse. Små video-dokumentarer med ægte og råt materiale fra Anden Verdenskrig blev vist på storskærme rundt omkring i museet.
Efter museet måtte vi selv bestemme, hvad vi ville. Jeg blev i Gdańsk sammen med min vært, hendes veninde og hendes udvekslingsstudent fra Grækenland. Vi gik rundt i Forum Mall, indtil vi skulle hjem med bussen.
Onsdag 2. april
Af Magnus Kjær Kloster
Dagen startede med en togtur til Gdynia. Her samledes vi alle og gik sammen ned til havnen, hvor vi nød udsigten over hele byen. Vi tog et fællesbillede ved byskiltet og gik derefter langs vandet for at nyde havet.
Vi tog toget videre mod byen og spiste sammen på deres hockeystadion, hvor vi fik pomfritter og schnitzel. Derefter tog vi alle op i skyskraberen ved siden af, hvor vi kunne se hele byen og området.
Vi havde herefter fritid, så vi gik rundt i byen og så en flot park med et palmetræ indrammet i en bygning med store vinduer.
For mig sluttede dagen med en komsammen, hvor vi lavede bål, ristede pølser og skumfiduser og hyggede os sammen.
Torsdag 3. april
Af Victoria Alise Kornum
I dag tog vi med bus og tog for at komme til byen Sopot. Her skulle vi se Europas længste træmole. Derudover var vi på en lille sightseeing og lavede nogle interviews med fremmede vedrørende fast fashion.
Sopot er utrolig flot og har en masse flotte huse og bygninger.
Til frokost fik vi crepes på en restaurant i byen. Da vi fik fri og skulle hjem, havde vi lidt fritid, inden vi mødtes på skolen klokken 17 for at afholde et fashionshow med vores bytte-tøj, der var blevet byttet mellem landene på dag 1.
Der var et bord fyldt med polske snacks og mad – og der blev sunget karaoke og danset Just Dance, indtil vi skulle hjem. Nanna og jeg vandt for dem, der så mest elegante ud under modeshowet .
Fredag 4. april
Af Karen Lund (sammen med Julia Brandt Andersen)
I dag var sidste dag på skolen, inden hjemrejse i morgen tidlig. Dagen startede med certifikat-ceremoni, hvor eleverne fra alle fem lande fik tildelt et diplom for deres deltagelse i projektet. Efterfølgende var der to forskellige workshops, hvor vi i den ene skulle sy med fokus på upcycling, og i den anden skulle vi lave "pierogies" (fyldte dumplings).
Da vi havde færdiggjort de to workshops, mødtes alle eleverne til frokost i kantinen, hvor der blev serveret suppe. Efter dette, var programmet for skoledagen slut, og vi skulle hver især bruge resten af dagen med vores værtsfamilier. Vi skulle dog vente en smule på skolen, fordi nogle af eleverne havde en kemiprøve omkring kl. 13.
Da denne var overstået gik vi hjem, og senere på eftermiddagen kørte Gosias storebror os alle tre til en park, hvor vi tilbragte noget tid og også fik shoppet en smule. I aften lægger jeg mig til at sove forholdsvist tidligt, da vi skal tidligt op i morgen og mødes i lufthavnen.
Refleksioner fra ugen i Polen
Herunder har eleverne hver især skrevet nogle linjer om deres spændende uge i Gdańsk og omegn – der både har budt på gode minder, overraskelser og ny inspiration
.
-
Så er vi nået til slutningen af vores besøg i Gdańsk. Det har været en dejlig uge med mange gode oplevelser. Jeg synes, den bedste oplevelse var rundvisningen i byen, hvor vi havde en af de polske lærere, som vi kendte fra besøget i Danmark, som guide. Gdańsk er en meget spændende by med meget at se.
Et andet højdepunkt var besøget på WW2-museet. Vi fik også prøvet mange forskellige polske retter – og polsk mad var generelt meget bedre, end jeg havde forventet.
Det har været en rigtig god tur, som har levet op til forventningerne på alle parametre.
* * * *
Jeg blev imponeret over, hvor meget skolen og dens omgivelser var dekoreret med kreative elementer, som fik os til at føle os ventet, velkomne og godt taget imod.
Allerede ved ankomsten i lufthavnen blev vi mødt af store skilte med vores navne. Ved skolen var der rød løber ved indgangen, flag overalt, kridttegninger med vores navne på asfalten i skolegården, tegninger af Lego-figurer med vores navne og notesbøger, der også var personligt tilpasset. Alt var så gennemtænkt og personligt – det gjorde stort indtryk.
Indtil rejsen til Gdańsk troede jeg, at danskere spiste aftensmad tidligt sammenlignet med andre lande – men i Polen spiser man endnu tidligere. Det er ikke unormalt at spise aftensmad lige før kl. 17!
Og ja – dumplings kan have utroligt varieret fyld: ost, and, græskar og meget mere.
Jeg er glad for at have mødt så mange skønne mennesker og oplevet en smuk by, som faktisk ligger ret tæt på os. Det er helt sikkert et sted, jeg gerne vil vende tilbage til.
* * * *
Det er svært at udpege én oplevelse, som den bedste, da alle nye indtryk har været spændende. Tirsdag, onsdag og torsdag, hvor vi besøgte Gdańsk centrum, Gdynia og Sopot var særligt interessante, fordi områderne var meget forskellige.
Derudover var det spændende at tale med de andre europæiske unge og høre om deres kulturer. Rejsen har uden tvivl overgået mine forventninger, og den har været meget givende.
* * * *
Nu sidder jeg i lufthavnen og skal til at med flyet hjem. Turen har været noget for sig, og alle de mange indtryk har åbnet min horisont. Polen er et meget pænt land – og især den gamle del af Gdańsk. Det var vildt imponerende at se de gamle bygninger og historien bag.
Det har også været en spændende oplevelse at se Polens befolkning. Der er en stor forskel mellem den danske og polske tøjstil – og store dele af befolkning har en tøjstil, jeg aldrig har set før.
Alt i alt har turen været omkring mine forventninger og måske en smule dårligere. Det er slet ikke Polens skyld, men selve lærernes program kunne sagtens have været bedre. Jeg synes, programmet havde for meget fritid og måske for lidt struktur. Især onsdag viste, at lærerne måske tog det lidt som det kom i stedet for at være klar med en plan. Turen har slet ikke været dårlig, men mine forventninger har været høje.
* * * *
Ugen i Polen har været vild god. Det bedste, vi oplevede, var dagen i Gdańsk, hvor vi gik rundt i de flotte gader og så WWII-museet nede ved havnen.
På rejsen var jeg chokeret over den polske madkultur, hvor man spiser aftensmad tidligere end i Danmark. De fleste dage spiste vi nemlig imellem kl. 16 og 17.
Jeg synes, rejsen var bedre end forventet – men benene var trætte efter dagene, hvor vi så byen.
* * * *
Vi har haft mange gode og spændende oplevelser i ugen. Dagene, hvor vi besøgte Gdańsk centrum, Gdynia og Sopot var særligt interessante. Her oplevede vi nemlig både flotte, arkitektoniske og historiske bygninger, som kendetegner byen samt bl.a. Europas længste mole af træ i Sopot.
Derudover var det spændende at tale med de andre europæiske unge og få et indblik i deres kulturer og skolesystemer.
Rejsen har uden tvivl overgået mine forventninger, og den har været meget givende på både det faglige og personlige plan.