Ny struktur for 10. klasse Jammerbugt Vest

Jammerbugt Kommunes vestlige 10. klassecenter, som har til huse på Fjerritslev Gymnasium, får en helt ny struktur, når tre nye klasser starter efter sommerferien

Eleverne i 10. klasse kan fremover vælge mellem tre forskellige retninger, som vil forberede eleverne på deres fremtidige ungdomsuddannelse. En af de tre klasser henvender sig specielt til de elever, som endnu ikke har besluttet, hvilken uddannelsesvej de ønsker at gå efter 10. klasse.

Fakta om de tre nye 10. klasser

MATEMATIKAKADEMIET
Denne 10. klasse er for de elever, som ønsker at fortsætte med en gymnasial uddannelse. På MATEMATIKAKADEMIET undervises der i matematik på gymnasialt c-niveau, og eleverne kan yderligere vælge mellem tysk eller fransk begynder. Disse fag vil klæde eleverne godt på til at starte på gymnasiet.

Elever på MATEMATIKAKADEMIET kan desuden vælge et af følgende valgfag på gymnasialt c-niveau:

  • Mediefag
  • Musik
  • Psykologi

Der vil være mulighed for at få merit for faget, hvis man fortsætter på Fjerritslev Gymnasium

EUD10
Denne klasse henvender sig til elever, som ønsker at tage en erhvervsuddannelse efter 10. klasse. På EUD10 foregår de fleste brobygningsdage sammen med de tekniske erhvervsuddannelser i Thisted.

FLEX10
Klassen er for de elever, som er i tvivl om deres uddannelsesretning efter 10. klasse. Eleverne får chancen for at prøve flere forskellige typer brobygningsaktiviteter, og der vil blive mulighed for at skifte klasse til MATEMATIKAKEDEMIET eller EUD10 i løbet af skoleåret.

På FLEX10 kan der vælges et af følgende valgfag på gymnasialt c-niveau:

  • Mediefag
  • Musik
  • Psykologi

Der vil være mulighed for at få merit for faget, hvis man fortsætter på Fjerritslev Gymnasium



9. juli 2016 kl. 9:48 af Mattias Bodilsen