Som en del af sidste uges valgfags-blokdag var to fysik B- og kemi C-hold sammen med deres lærere Christina og Sofie på ekskursion til Energimuseet i Bjerringbro.
Dagen begyndte med et oplæg og en workshop om Power-to-X, hvor eleverne arbejdede med både teori og eksperimenter. Her blev blandt andet undersøgt, hvilken modstand der giver størst effekt i en solcelle, hvordan et elektrolyseapparat fungerer, og hvordan man kan opnå den størst mulige nyttevirkning.
Eleverne fik dermed et konkret indblik i, hvordan fremtidens energiløsninger kan bidrage til den grønne omstilling.
Efter en frokostpause stod programmet på rundvisning på museet, hvor eleverne oplevede energihistorie og moderne teknologi på nært hold.
Et af dagens højdepunkter var det spektakulære lynshow, hvor Tesla-spoler skabte lyn, musik og – for nogle – hår, der rejste sig mod loftet.
Ekskursionen gav eleverne mulighed for at opleve naturvidenskab uden for klasselokalet og se, hvordan fysik og kemi spiller en central rolle i vores hverdag og fremtid.
Tak til Energimuseet for en inspirerende dag!

