I sidste uge deltog Gustav, Mads, Asbjørn, Jakob, Alex + Thøger og Henrik fra vores Grønne Råd i ’Bæredygtighedsmødet’ i Aalborg sammen med lignende ‘grønne’ grupper fra de nordjyske uddannelsesinstitutioner.
Bæredygtighedsmødet er kulminationen på Region Nordjyllands initiativ ’Nordjylland Brænder for Bæredygtighed’, som har haft fokus på at igangsætte konkrete bæredygtighedsprojekter med unge mennesker som frontløbere.
Til mødet fik vores elever lejlighed til at præsentere deres virkelig spændende idé om at rejse et nyt skovområde tæt på gymnasiet – samtidig med, at de kunne lade sig inspirere af de andre skolers projekter.
Herudover bød dagen på interessante oplæg fra lektor i bioetik Mickey Gjerris og Den Grønne Ungdomsbevægelse.
– En rigtig spændende og inspirerende dag, der gav anledning til en god snak på turen hjem mod Fjerritslev, lyder det fra Grønt Råd.