”Ugen i Polen har været vild god!” ”Jeg er glad for at have mødt så mange skønne mennesker” ”Alle de mange indtryk har åbnet min horisont”
Ordene kommer fra 2.g’erne Karen, Nanna, Julia, Victoria og Magnus, som ser tilbage på en dejlig uge i Polen med vores lærere Rebecca og Christina. Sammen har de været på rejse til Gdańsk som en del af det fjerde møde i Erasmus+-projektet Less Is More.
I Less Is More samarbejder vi med gymnasieelever fra Polen, Rumænien, Grækenland og Portugal om at sætte fokus på bæredygtige forbrugsvaner inden for kategorier som mad, energi og teknologi.
Under dagene i Gdańsk var det tøjindustrien, som var det overordnede tema. Her blev der blandt andet arbejdet med forskellige koncepter for genbrug og upcycling – som modstykke til ”fast fashion”, der bidrager til store mængder tekstilaffald og medfører et højt forbrug af vand, kemikalier og energi.
Rejsen til Polen bød også på flere kulturelle oplevelser for eleverne. For eksempel var et besøg på WWII-museet i Gdańsk en imponerende og tankevækkende oplevelse. Der blev desuden tid til udflugter til de nærliggende byer Gdynia og Sopot, der ligesom Gdańsk er flot beliggende ved Østersøkysten.
En vigtig del af Less Is More-programmet er, at eleverne bor privat hos værtsfamilier under besøgene. Vores unge mennesker fik derfor rig lejlighed til at opleve en polsk familiehverdag på tæt hold og opleve deres gæstfrihed. Herunder blev der selvfølgelig smagt på de lokale aftensmadsretter – som til vores elevers store overraskelse ofte bliver spist allerede mellem kl. 16 og 17.
Næste etape i Less Is More er om en måneds tid, hvor et nyt hold her fra FG drager til den græske ø Korfu til en uge med vandforbrug som omdrejningspunkt – og hvor der uden tvivl venter mange nye, store oplevelser.