KulturStationen i Bonderup summede af liv fredag eftermiddag 10. oktober, hvor 3a, 3b og 3c havde indbudt til festlig åbning af deres innovations-udstilling, som kan besøges hele efterårsferien.
Den seneste tid har eleverne arbejdet med at skabe nye aktiviteter og udstillinger på stationen, som fortæller om områdets historie og natur – og som byder på oplevelser for hele familien.
Det er der kommet en masse gode og kreative produkter ud af. Som gæst på udstillingen kan du blandt andet blive klogere på historien om Han Herreds hane, om jernbanen og om Bonderups brevduer.
.

Du kan også blive en del af værket »Det smukke Han Herred« – og for børnene er der flere steder i huset kreative aktiviteter, hvor der kan tegnes, leges med togbane og bygges modelhuse.
Alle elevernes udstillinger blander sig fint mellem stationens samling af flotte Han Herred-malerier, som også kan opleves, når du bevæger dig rundt i huset.
KulturStationen på Bonderup Vestergade 29 er åben hver dag kl. 13-16 frem til lørdag 18. oktober med gratis adgang. Tag endelig familie og venner med dig på efterårstur.

