Fælles kræfter skal udvikle Fjerritslev som studieby

Hjem > Nyheder > Fælles kræfter skal udvikle Fjerritslev som studieby

Der var stort engagement og masser af gode idéer på bordet, da omkring 50 repræsentanter fra kommunen, erhvervslivet, foreningslivet og skoleverdenen i går deltog i et fyraftensmøde i vores dejlige fælleshus på Fjerritslev College.

Aftenen blev indledt med oplæg fra gymnasiets bestyrelsesformand, Mogens Gade, og vores nytiltrådte rektor, Heine Bjerregaard. Begge understregede betydningen af et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder, foreninger og kommunen.

Deltagerne arbejdede i grupper med idéudvikling og drøftelser af tre centrale spørgsmål:

  • Hvad gør en by attraktiv for unge, der skal vælge gymnasium og bolig?
  • Hvordan kan lokale virksomheder, foreninger og andre aktører spille bedre sammen?
  • Hvilke konkrete initiativer kan styrke Fjerritslev som studieby?

Drøftelserne resulterede i en lang række gode forslag og perspektiver. Blandt de temaer, der gik igen, var betydningen af stærke fællesskaber, gode fritidsmuligheder, attraktive ungdomsboliger til attraktiv husleje, vigtigheden af velfungerende kollektiv transport og tætte relationer mellem uddannelse, erhvervsliv og lokalsamfund.

De indsamlede idéer vil nu indgå i det videre arbejde med at udvikle Fjerritslev Gymnasium og Fjerritslev College som et attraktivt uddannelsesmiljø, der kan tiltrække og fastholde unge i lokalområdet og fra andre dele af landet.

Vi siger mange tak til alle, som deltog!

Scroll to Top