Vicerektor Anders Kroghs tale til Fjerritslev-studenterne ved dimissionen torsdag 25. juni 2026
.
Kære studenter!
Så kom den store dag – en dag jeg har glædet mig til, og samtidig set frem til med en pæn portion spænding og lidt vemod.
Nu har I i 2, 3 eller måske endda 4 år haft jeres gang her på Fjerritslev Gymnasium, og det har sat sine tydelige spor. Mest af alt skal det forstås på en positiv måde. I har beriget stedet med jeres stærke personligheder og masser af livsglæde. Vi har gået vejen sammen – delt opture og nedture – og nu er vi tæt på målstregen.
Derfor synes jeg, det er passende – her på jeres sidste dag – at minde om, hvad det er for et særligt sted, der har været rammen om vores tid sammen – en skole, som aldrig bliver den samme igen, efter at I har været her – men også en skole, hvor der er nogle grundlæggende værdier, der er varige og værd at holde fast ved.
Da I gik ind i salen for lidt siden, var det til tonerne af FG-sangen, som er skrevet af tidligere lærer Sten Stenbæk og tidligere elev Laust Ovesen. Et vers lyder:
Og selv om der altid er blæst om vort hus,
her findes der læ imod stormenes sus.
Og inden for murene, der er der ro
og plads til at lære og plads til at gro.
Det kan lyde som en beskyttet verden – og ja, der er da noget om snakken. Her i huset har I fået mulighed for at lære nyt, prøve jer frem, begå fejl, prøve igen og udvikle jer – hver i jeres eget tempo.
Verden uden for murene er ikke forsvundet. Krige, klimakriser og andre former for uro har hele tiden været der. Men her har I fået ro og plads til at blive klogere på nogle af de mange forskellige kræfter, der former verden og styrer dens gang.
Når man er færdig med en uddannelse – og får en fin hue på hovedet – kan man let tro, at man nu har gennemskuet det hele. Jeg kan afsløre, at sådan er det sjældent. Men jeg er helt sikker på, at I forlader FG med noget i bagagen: evnen til at stå igennem det uforudsigelige, vurdere komplekse sammenhænge og tage selvstændig stilling.
Når I kommer ud, og stormene på et tidspunkt rammer jer – og det vil de – er jeg ret tryg i håbet om, at I ikke så let blæser omkuld, men får det bedste ud af det – sætter sejl og kommer styrket videre.
Jeg er også ret sikker på, at jeres tid på FG har givet et udvidet perspektiv på jer selv.
Jeg synes, at det gælder om at finde den rette balance mellem – på den ene side – at lade andre bestemme alting, og – på den anden side – at tro, at alt i verden drejer sig om ét centrum – nemlig mig.
Vær meget gerne stolte og selvsikre – sådan ser størstedelen af jer faktisk ud i dag – men husk aldrig at blive bedrevidende og kategoriske.
Tro på, at I gør det rigtige, men vær altid åbne for, at I kan tage fejl, og at I kan blive klogere. Vær nysgerrige. På verden. På jer selv. På andre mennesker.
Ud over FG-sangen er der også en anden sang, som har optaget mig i forbindelse med talen til jeres dimission.
Den er skrevet af The Minds of 99 og handler om en solkonge – en ret usympatisk, men nok også usikker person, som er overbevist om, at verden drejer sig om ham. Han er samtidig sådan indstillet, at han oplever det meste, han møder i sit liv, som besværligt.
Men så en dag dukker der en måneprinsesse op i hans horisont, og hun får ham til at indse, at der måske findes andre sandheder end hans egen. Hans stråleglans og blændende lys bliver først nu rigtig komplet i kombination med det lys, der udgår fra et andet menneske – et menneske, der ligner ham – men som udsender lys med en anden nuance.
Nu er jeg jo ikke dansklærer, og som nogen af jer måske har erfaret til eksamen, kan det jo være svært at forklare budskabet i sådan et digt ordentligt, så jeg vil gerne lade teksten og melodien tale for sig selv.
Her kommer Solkongen af The Minds of 99:
Dagen er bare til besvær
Min ven, du står op, men hva’ ska’ du nu her?
Er du bange for, du bare gør den værre?
Men hvem er det, der nærmer sig?
En måneprinsesse mod en solkonge som dig
Smelter I to sammen?
Så ‘det helt sikkert helt slut med mig
Og hun ta’r dig ind – hjem i seng, ja ja
Og hun ligner dig, ja, hun ligner dig
Ja, hvem er det der nærmer sig?
En måneprinsesse mod en solkonge som dig
Smelter I to sammen?
Så ‘det helt slut med mørke og så helt slut med mig
Og hun ta’r dig ind med sin kind, ja ja
Så hun ligner dig
Hun er rund ligesom dig
Og hun gi’r dig alt
Og hun skinner som en sol
Så hun ligner dig,
Ja, hun ligner dig,
Ja, hun ligner dig,
Ja, hun ligner dig, nu
Og nu tror jeg, jeg har fanget pointen! Den er egentlig ret enkel: Man bliver ikke mindre af at møde noget, der udfordrer én – man bliver større.
Jeg nærmer mig slutningen af min tale, og jeg ved godt, at jeres hoveder er fyldt op, og at I nok ikke husker ret meget af det, jeg har sagt, hvis I skulle blive hørt i det på et senere tidspunkt. Så her får I et par hurtige, simple råd på vejen:
- Tænk positivt og mød andre mennesker med åbent sind.
- Smil til verden – så smiler den som regel igen. Og hvis du møder verden med en harmdirrende fuckfinger… ja, så ved du nok godt, hvad du får tilbage.
- Tro ikke, at du nogensinde bliver færdig. Når du når et mål – så sæt et nyt.
- Bevar din nysgerrighed og din eftertænksomhed.
- Og husk, at dagen er aldrig bare til besvær.
Som vi hørte om i studenternes tale, er det hundredvis af dage, I har tilbragt her på FG. Hver eneste dag har haft betydning og været med til at gøre jer til dem, I er i dag – også de dage, der måske bare føltes som besvær. For der er næsten altid en mening med galskaben – selv om den måske først viser sig senere.
En dygtig svensk digter ved navn Stig Johansson kommer med denne lidt bitre tilbageskuende erkendelse – jeg forestiller mig, at synsvinklen er fra en person, som nærmer sig livets afslutning – en påmindelse om, at hver dag har betydning:
“Alle disse dage, som kom og gik – jeg vidste ikke, det var selve livet.”
Vores egen Steffen Brandt går mere direkte til sagen og siger:
“Kys det nu, det satans liv – og grib det, fang det før det er forbi.”
Og til sidst et par visdomsord fra en klog kone ved navn Astrid Mortensdatter – hovedpersonen i vores helt egen musical “Frihedens Flamme”. Hun havde særlige evner, og hun har tydeligvis også haft mulighed for at se nogle hundrede år frem i tiden fra sin position i middelalderens Han Herred og har kunnet lade sig inspirere af Poul Henningsen. Hun siger i stykkets slutscene:
“…ingen er fangne, når tankerne er fri. Vi har en indre fæstning her, som styrkes i sit eget værd, når bare vi kæmper for det, vi kan lide. Det er lettest at holde folk i skak, som ingen sange har. Vi har sange, vi har ånd, og vi har drømme”.
Vi er nået til sidste dag – sidste side i et kapitel. Lectio-skemaet er tomt. Det er tid til at sige farvel – og på gensyn.
I sidste vers af FG-sangen indrammes det hele:
Som smukkeste blomster på sommerens bud,
da endelig springer studenterne ud.
Så – I kære studenter – spring nu ud – flyv ud i verden og gør den bedre og mere meningsfuld, lige som I har gjort det for skolen her og alle os, der har været så enormt heldige at få lov til at følge jer og jeres store udvikling gennem nogle af de vigtigste dage i jeres liv.
Med de ord dimitterer jeg jer som studenter fra Fjerritslev Gymnasium 2026.