I fredags havde vi fornøjelsen af at have en gæst i huset hele vejen fra Nevada, USA.
Vi havde nemlig besøg af 20‑årige Cole Anderson – universitetsstuderende og med en helt særlig relation til Fjerritslev. FG-student fra sidste år Mette Mølbæk boede således hos Cole og hans familie, da hun i løbet af sin gymnasietid var Rotary‑udvekslingsstudent i Nevada – og nu er det blevet Coles tur til en rejse den anden vej over Atlanten.
Cole brugte dagen på gymnasiet sammen med vores HHX‑klasser, hvor han holdt et spændende oplæg om Nevada og livet som ung amerikaner. Oplægget og samtalen med eleverne kom omkring mange forskellige emner – som familieliv, religion, alkohol, våbenpolitik, Trump, uddannelse, mad og sociale medier.
Cole fik også at lært lidt nyt om Danmark. Caroline og Jakob fra 3.g holdt nemlig et flot oplæg om Fjerritslev, FG, det danske skolesystem – og gav deres bud på, hvorfor vi danskere igen og igen kåres som et af verdens lykkeligste folkefærd.
Besøget skabte en helt særlig stemning i klasselokalet. Cole bidrog med både nærvær og autenticitet – og eleverne var nysgerrige og fulde af gode spørgsmål. Faktisk var det helt svært at sige farvel efter skoletid – så nogle af drengene fra 1. og 2.g inviterede Cole med på både golf-tur og cafébesøg som afslutning på en rigtig dejlig fredag i Fjerritslev.
Møder som dette minder os om, at sprog og kulturforståelse er vigtige elementer i den verden, vi lever i – og kan skabe stærke bånd på tværs af kontinenter.
.


