2a er hjemvendt fra en dejlig ekskursion til København i sidste uge.
I løbet af to døgn i hovedstaden havde eleverne et godt program, der bød på en fin blanding af faglige oplevelser, kulturelle indtryk og masser af fællesskab.
Klassen var blandt andet på besøg på Christiansborg, hvor Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling, Ane Halsboe-Jørgensen, stod for en spændende rundvisning. Altid skønt at have en tidligere FG-elev på Borgen som vores helt egen guide.
Et andet højdepunkt var besøget på Christianshavns Gymnasium. Her mødtes vores elever med en 2.g-klasse og havde en interessant samtale med dem om de fordomme og forestillinger, der kan være mellem unge i storby og provins.

Dagene bød også på en rundtur på Christiania, et besøg på DPU, hvor eleverne blev introduceret til det matematiske arbejde bag epidemi-modeller – samt en tur på Nationalmuseet.
Der var selvfølgelig også tid til, at eleverne på egen hånd kunne gå på opdagelse i nogle af Københavns mange herligheder – inden toget fredag eftermiddag gik retur mod det nordjyske.
Flere billeder fra københavnerturen kan ses på Facebook (åbner i ny fane)

