Adventurerace på gymnasiet

Hjem > Nyheder > Adventurerace på gymnasiet

Lørdag 8. oktober var 8.-10. klasseselever fra egnens skoler inviteret til at deltage i den første udgave af Fjerritslev Adventure Challenge

Der var masser af spænding i morgenluften da de ca. 60 deltagere ankom til Fjerritslev Gymnasium forud for starten på Fjerritslev Adventure Challenge 2016. I alt 16 hold havde meldt deres ankomst med deltagere fra blandt andet Aabybro Skole, Biersted Skole og Ingstrup Efterskole.

Efter indskrivning, briefing og udlevering af løbskort gik starten præcis kl. 10 fra gymnasiets sportsplads, hvor den indledende øvelse fandt sted. Efterfølgende skulle holdene klare et lille by-orienteringsløb rundt i Fjerritslevs gader. Herpå blev deltagerne sendt af sted på mountainbike på en ca. 25 kilometer lang rute med flere indlagte prøvelser undervejs. Ruten gik fra Fjerritslev til Kollerup Plantage, videre til Kollerup Strand og Grønnestrand, herefter forbi et hjørne af Svinkløv Plantage inden turen gik tilbage til gymnasiet via endnu en tur ind i Kollerup Plantage.

Blandt udfordringerne på ruten var et stafetløb på kickbike, orienteringsløb i skoven, løb med sandsække ved stranden, mountainbike på single-track, samarbejdsøvelse på rebbane foruden en bueskydningskonkurrence.

Efter ca. fire timer på farten kom Team Pølsemix fra Aabybro Skole i mål som vinder af herrerækken. Der blev desuden konkurreret i både en dame- og mixrække. Hos damerne vandt Team Thomsen – også fra Aabybro Skole – mens vinderne hos de blandede hold blev Team IE fra Ingstrup Efterskole. Flere lokale butikker og virksomheder havde sponsoreret præmier til de tre bedste hold i hver række.

Bag arrangementet stod to af gymnasiets idrætslærere Sofie Dubillot og Lene Mogensen. De fik ude på ruten hjælp af en flok gymnasieelever, som stod for afviklingen af aktiviteterne ved de indlagte poster. Også to repræsentanter fra Hjemmeværnet var til stede dagen igennem og sørgede blandt andet for opsætning af en flot portal ved målstregen.

Se mange flere billeder fra arrangementet på vores Facebookside

Scroll to Top