HF på Fjerritslev Gymnasium

HF uddannelsen er en almen gymnasial uddannelse med et bredt udbud af valgfag. Uddannelsen lægger, ud over det teoretiske læsestof, vægt på at arbejde med fagene i praksis. På HF sikrer en tutorordning og værkstedsundervisning, at du kommer godt i gang og får indarbejdet nogle gode studieteknikker og arbejdsvaner. Den individuelle undervisning og støtte hjælper med til at lette overgangen fra elev til studerende.

En HF-eksamen giver adgang til alle videregående uddannelser:

- korte uddannelser af 1-2 års varighed
- mellemlange uddannelser af 3-4 års varighed eller
- lange uddannelser på universitetet af typisk 5 års varighed

De fleste HF’ere vælger en kortere eller mellemlang uddannelse som fx pædagog, sygeplejerske eller lærer. Du skal være opmærksom på, at der til nogle uddannelser kan være specielle krav om fag og niveauer, som kan betyde, at du efterfølgende skal supplere din eksamen.

HF-uddannelsen giver dig på 2 år en bred indsigt i historie, kultur, IT, naturvidenskab og samfundsforhold. HF-uddannelsen indeholder, ligesom det almene gymnasium, en bred vifte af fag, og valgfagene er de samme som i gymnasiet.